Godt miljø for børn og unge
I Klub Toppen arbejder vi for at skabe et godt miljø, hvor børnene har lyst til at være deltagende. Klubben tilbyder dagligt aktiviteter som tager udgangspunkt i børnenes interesser, kompetencer og lysten til at prøve noget nyt. Børnene har mulighed for at være medbestemmende og selv at sætte aktiviteter i gang.
Vi arbejder for at give børnene en stabil, tryg og hyggelig hverdag, men vi elsker også at ”krydre hverdagen” med ture, konkurrencer, Vilde Vulkaner og meget andet.
Vi serverer dagligt et godt, sundt og mættende eftermiddagsmåltid kl. 15.00. Tidspunktet er velvalgt - det er ved at være lang tid siden de har fået frokost og der er stadig noget tid til aftensmad. Måltidet er tilpas mættende, så de er klar til at tage videre til sport, musik eller anden fritidsaktivitet.
Sjov fritid
Klub Toppen tilbyder en sjov, spændende og hyggelig hverdag for børn og unge i Slangerup.
Klubben åbner efter skoletid og vi har dagligt planlagt forskellige aktiviteter som børnene kan deltage i. De daglige aktiviteter – krea, værksted, computerspil, musik, fysiske aktiviteter - rammer bredt og kan rumme mange børn på forskellige årgange.
Ud over de daglige aktiviteter, har vi løbende projekter som er målrettet mindre grupper af børn. Her prøver vi at skabe et fællesskab som tager udgangspunkt i børnenes interesser og medbestemmelse.
Forskellige fællesskaber
Vi har alle brug for at være en del af et eller flere fællesskaber. I Klub Toppen arbejder vi målrettet for at alle børn får mulighed for at være med i et fællesskab - det være sig socialt, voksenstyret eller interessefællesskab.
I fællesskaber udvikler vi os socialt. Pædagogerne understøtter børnene i at danne relationer på tværs af interesser, klasser, årgange og afdelinger på skolen. Børnene har mulighed for at være sammen i små grupper men også være en del af et større fællesskab.
I klubben er der mulighed for at møde nye venner!
Udviklende hverdag
Klub Toppen tilbyder en bredt vifte af aktiviteter. Aktiviteterne er med til at skabe en indholdsrig hverdag, hvor børnene øver sig, bliver udfordret, bliver motiveret, får erfaringer og troen på egne kompetencer.
Vi arbejder for at børnene deltager i klubbens meget forskellige aktiviteter og bliver inspireret til at prøve nye. Vores mål er, at børnene i klubben får sået kimen til en interesse, som er med til et være identitetsskabende for det enkelte barn.
Klubben fysisk
Hos Klub Toppen har vi indrettet vores klub med fokus på tryghed, fællesskab og plads til forskellighed. Her kan børn og unge udfolde sig kreativt, slappe af, være aktive – og vigtigst af alt: være sig selv.
🛋️ Fællesområde
Klubbens hjerte er det store fællesrum, hvor man kan hænge ud med vennerne, snakke og bare være sammen. Her er der borde som indbyder til fællesskab og brætspil, sofaer, små borde og hyggelige kroge, hvor man kan slå sig ned.
🎨 Krea-værksted
I vores kreative værksted er der altid gang i farver, former og idéer. Her kan man tegne, male, lave perler, sy på maskine og slippe fantasien løs med mange forskellige materialer.
🎮 Gaming og medie
Vi har et hyggeligt gaminglokale med både PlayStation og computere. Det foregår i små hold, og der er altid voksne i nærheden, som hjælper med at skabe gode digitale vaner.
⚽ Aktivitetsrum og spil
Klubben har bordfodbold, bordtennis– og et særligt rum til mere fysisk aktivitet og leg. Her er der gang i den, og børnene kan fysisk udfordre hinanden på sjov og sund måde.
🧘 Hyggerum og Mormorhjørne
Har man brug for ro, har vi et stille “hyggerum” og ”mormorhjørne”, hvor man kan trække sig lidt tilbage. Her er der bløde puder, dæmpet lys og plads til at læse, slappe af eller bare tage en pause.
🍽️ Køkken og fællesspisning
Vores køkken er dagligt i brug – når vi laver ”Efters”, eller når vi hygger med fælles madprojekter.
🌿 Udendørsområde
Udenfor har vi skaterramper, legestativ, plads til udeleg og hyggeligt gårdmiljø. Vi bruger det hele året – til leg, bevægelse, bålhygge og sjove aktiviteter i det fri.